torsdag den 18. oktober 2012

Kan de unge iværksættere lære af vores erfaring?

Ja, det tror jeg egentlig de både kan og vil...

Dette, koblet med at jeg er stor fortaler for, at vi får endnu mere gang i iværksætteriet i Danmark, gjorde - at da min meget gode netværkskontakt Sine Larsen forleden spurgte mig, om jeg ville stille op som dommer på Danish Entrepreneurship Award 14. november 2012 ( http://www.award2012.dk/ )
- så var svaret hurtigt et stort JA!

Min indgang til at arbejde med unge iværksættere er at møde dem med åbent sind og prøve at forstå deres ideer. Jeg kommunikerer min ris og ros samt mine anbefalinger til dem direkte og ærligt.
Min erfaring er, at det virker mest troværdigt og befordrende for de unges videre færd, hvis vi som dommere/rådgivere mestrer;
1. at være positive; pege på muligheder, indgyde dem mod, give dem gode fif mv.
2. at være kritiske; påpeger faldgruber, stille spørgsmål til deres ideer, håndtering, motivation etc.

Hvis min erfaring på den vis kan hjælpe nogle unge iværksættere videre på vejen mod deres mål, så vil det glæde mig uendeligt meget...

fredag den 28. september 2012

JUNGE - en 100% netværksbaseret virksomhed.

For 10 år siden startede jeg min konsulentvirksomhed JUNGE - den gang med "fra tanke til løsning" som pay off, da det netop var essensen af, hvad jeg var god til - nemlig at hjælpe virksomheder og personer med at komme videre og finde løsninger i forhold til deres ideer/strategi og tanker. Samtidig var min vision, at min virksomhed skulle være 100 % netværksbaseret. Mange rystede på hovedet og sagde, at jeg nok ville blive klogere og få ansatte som en "rigtig" virksomhed.
Og ja, klogere er jeg blevet, men min vision holdt, og JUNGE er i dag 100 % netværksbaseret, arbejder i hele Danmark og også internationalt - og kan netop i kraft af sit netværk af top kompetente samarbejdspartnere løse mange forskellige og også større opgaver.
JUNGE arbejder fortsat med at hjælpe virksomheder og personer med at finde løsninger, og har samtidig udviklet sig til også at arbejde mere på strategisk niveau med strategi-, værdi-, og forandringsprocesser inden for forretningsområderne Netværk, Virksomhedsudvikling, Karriererådgivning og Bestyrelsesarbejde.
Derfor har min virksomhed nu skiftet navn til JUNGE - og har samtidig fået et nyt, mere enkelt og powerfuldt logo.






onsdag den 4. juli 2012

Er det mere trygt at være lønmodtager?

Som karriererådgiver oplever jeg mange udtale, som et klart faktum, at det er mere trygt at være lønmodtager end selvstændig...

Jeg har tænkt meget over, om det egentlig er rigtigt?...
Det tror jeg faktisk ikke, det er mere. Der sker flere og flere omstruktureringer i virksomhederne, tjenestemandsansættelser er historie, og hvem siger at vi sådan lige kan finde et nyt job, hvis vi mister det nuværende. Ja, du har så ganske vist nogle måneders løn og derefter dagpenge. Sådan kan du også stille dig selv som selvstændig; tegn de rette forsikringer og sørg for i den første tid at tilsidesætte alle de penge, du kan, så du opbygger en likviditet svarende til 3-6 måneders løn...

Som selvstændig kan du ikke blive fyret. Du kan derimod miste kunder, og du må lære at leve med usikkerheden omkring varierende/svingende indtjening, du skal hele tiden have fokus på at sælge dine varer/ydelser, også når du har travlt, og sådan er der en række udfordringer...
Men som lønmodtager er der jo også en række udfordringer, såsom forandringsprocesser, chefer af varierende kvalitet, organisationsændringer, ændrede krav, forskellige kolleger etc.
Så medmindre du skal ud og låne til et stort produktionsapparat  eller lignende, så tror jeg ikke, at du skal basere din beslutning udelukkende på det økonomiske aspekt. Det handler snarere om din personlighed, herunder hvilke parametre/motivationsfaktorer, der er mest afgørende for dig?
 
Så hvis du går med en iværksætter/selvstændig i maven, så lad dig ikke afskrække af det med økonomien.

Mine råd (lidt forenklet) er;
  1. Lav en +/- liste over, hvad du ser som fordele og ulemper ved det ene versus det andet?
  2. Tag så din personlighed i ed. Find dine motivationsfaktorer; er det tryghed og kolleger, der motiverer dig eller er det selvstændighed, frihed, bredde i dine opgaver o.m.a., der egentlig motiverer dig?
  3. Sammenhold +/-listen  med dine motivationsfaktorer, så finder du ofte svaret på, om du skal gå selvstændig eller gå efter et job.
Der findes ikke en sandhed og ej heller en fast formel, der kan bruges af os alle - det gælder om at finde den rette vej for dig...


torsdag den 21. juni 2012

Videre med Kina...

Der er stor fokus på "doing business with China", nu hvor Hu Jintao har været i Danmark, udenrigspolitisk nævn er i Kina og et stigende antal kinesere gæster Danmark - så hvad kan den enkelte virksomhed/forretning gøre for at blive bedre til at samarbejde med Kina?

Koblet med mine råd fra mit sidste blog indlæg handler det især om to ting;
  1. gensidig respekt
  2. guanxi
Ja, vi skal udvise respekt for deres traditioner og kultur - og samtidig kan vi så også godt regne med, at de udviser respekt for vores. Vi skal ikke til at gøre alt som kineserne og på kinesisk - samhandel med Kina kan udemærket foregå på engelsk og i spændfeltet mellem kinesisk og dansk kultur. Kineserne er vilde med H.C. Andersen, den lille havfrue og det danske kongehus/hele vores royale historie - så derfor handler det om at finde en balance mellem at bringe det danske ind og koble det med det kinesiske.

Har du en forretning i Kbh., hvor der kommer kinesiske kunder, så spørg ind til deres ophold i Danmark, om der er noget de søger, du kan hjælpe med både i forretningen og på deres tur. Fortæl historier (korte) om dine produkter, pak købene flot og gerne efter danske forhold lidt prangende ind, giv dem evt. en lille ekstra gave som symboliserer Danmark, spørg om de kunne tænke sig at se på andet/mere, komme igen osv.

I Kina handler det om "guanxi" - kinesernes betegnelse for netværk.
Kinesere handler ikke med virksomheder, de handler med mennesker - og derfor betyder kendskab til hinanden og tillid rigtigt meget. Kendskab og tillid opnår vi ved at bruge tid sammen; drikke the (eller noget stærkere), opleve kultur, spise godt og snakke om alt mulig andet end business. Og ved at give rigtige gaver og spørge ind til deres guanxi - altså om de kender nogen, der ved noget om...og/eller kan hjælpe med kontakt til...
Med andre ord ved at bruge min netværksmetode (se evt. http://www.netvaerkvejentilmaalet.dk/ ), som på grund af mine mange år i Kina faktisk er meget kinesisk, idet den bygger på, at vi gennem relationer får viden og kontakter, der kan hjælpe os på vej mod vores mål; såsom at finde kunder, en samarbejdspartner, et godt produktionssted, en leverandør etc.

I min tid i Kina holdt jeg sammen med de danske repræsentationer (generalkonsulatet i Hong Kong og Shanghai) og andre danske netværkskontakter en række VIP arangementer for kinesiske virksomhedsledere, statsansatte, brandmyndigheder, borgmestre, politikere osv. for at vise dem respekt og derigennem skabe guanxi. På den måde blev mine eksportfremstød blåstemplet ( jeg havde naturligvis også inviteret kinesiske VIP's til at åbne dem), og jeg blev ikke udsat for at skulle betale mærkelige fee's etc., som jeg hører fra andre...

God fornøjelse "doing business with China"!

onsdag den 13. juni 2012

Doing business with China!

Med det forestående kinesiske statsbesøg i morgen må det være tid til et par input om "doing business with China".
I 90'erne arbejdede jeg en del år i og med Kina, hvor jeg hjalp danske virksomheder ind på det kinesiske marked, herunder stod for større eksportfremstød for danske virksomheder i Kina. Meget har ændret sig i Kina siden min tid derude, men følgende gælder stadig;
  • Udvis respekt - læs/lær om kinesisk kultur.
  • Hent dine gæster VIP-agtigt i lufthavnen.
  • Start med at vise dine kinesiske gæster Danmark/dansk kultur.
  • Husk at underholde dem også om aftenen - de synes Danmark er kedeligt for alt er lukket om aftenen
  • Giv dem gaver - gerne dansk design, H.C. Andersen o.lign.
  • Modtag visitkort med to hænder, kig på det og lig det foran dig på bordet, inden/når I forhandler.
  • Glem din dansk charme - hav styr på dine ting/aftaler.
  • Lad være med at holde oplæg for kinesere - indgå i dialog og spørg om de kunne tænke sig en præsentation.
  • Aftal next step, herunder besøg i Kina hos dem.
  • Vær tålmodig - det handler om at skabe guanxi (netværk/de rette forbindelser).
God fornøjelse doing business with China!

torsdag den 7. juni 2012

Jobsøgende er trods alt også mennesker!

Jeg har netop været en tur rundt i landet og holdt oplæg om "den gode jobsamtale" for forskellige grupper af jobsøgende. Og på min vej blev jeg flere gange konfronteret med, at de jobsøgende nogle gange føler sig dårligt behandlet.
Nå ja, tænkte jeg i starten - det er klart, at kandidater bliver skuffede, når de ikke kommer til samtale/får jobbet - rekruttering er jo "skuffelsesindustrien"; hver gang én får et nyt job, får de måske 2-3-400 resterende et afslag!
Men nej, det var ikke kun det, det handlede om, kunne de jobsøgende fortælle mig; mange får ingen kvittering for modtaget ansøgning, intet afslag, hører ikke noget i flere måneder efter en indledende samtale - og samtidig oplever de sig behandlet disrespektfuldt i jobsamtalen!
Det kan godt være, at det pt. er "købers marked", men lad os lige zoome ind på, at det er mennesker, vi har med at gøre. Mange kandidater bruger meget tid på at skrive en god ansøgning og forberede en jobsamtale - så lad os give dem en professionel og respektfuld behandling uanset om de får jobbet.

Tænk på; at vi alle kan komme i en jobsøgningssituation, og at markedet på et tidspunkt vil vende til at blive "sælgers marked", så lad os behandle hinanden ordentligt!

Jeg giver de jobsøgende en lang række råd om at være godt forberedt, at tage ansvar for den gode jobsamtale, om at være positive og have styr på deres kompetencer, resultater osv. - her vil jeg vende bøtten og give nogle råd til rekrutteringssiden;
  • Skriv en præcis jobannonce, der klart fortæller hvad I har af krav og ønsker til den nye medarbejder
  • Sæt tid af til de henvendelser, der kommer (jeg råder kandidaterne til kun at ringe, hvis de har konkrete spørgsmål, som vil medføre at de kan skrive en bedre ansøgning)
  • Sæt tid af til at svare kandidaterne - kvitter både for deres ansøgning og send afslag (det er nemt i dag med mail - tænk på da vi skulle udsende det hele pr. brev!)
  • Forbered jobsamtalerne og informer om rammerne (tid, deltagere, forventninger, program mv.) og den videre proces.
  • Hvis tidsplanen skrider, så informer kandidaterne (et par dage fra eller til kan betyde yderligere et par dage med ondt i maven og dårlig søvn for kandidaten, der venter)
Og har I ikke tid til alt det, så hyr et godt konsulenthus, der kan stå for rekrutteringsprocessen eller dele heraf.

Det koster at rekruttere - især koster fejlrekrutteringer og et dårligt image som følge af uprofessionelle rekrutteringsprocesser på den lange bane - så invester i professionelle rekrutteringsprocesser!

mandag den 7. maj 2012

Fremtidens professionelle bestyrelser.

Ja tak, vi skal da have professionelle bestyrelser - det kan vi vel alle blive enige om.
Men hvad så med det med kvinder i bestyrelser og kvoter?
Jeg er godt nok i tvivl om det med kvoter, men selvfølgelig skal der være kvinder i bestyrelser. Kvinderne udgør halvdelen af forbrugerne, står for mere end 80% af alle forbrugerkøb, er efterhånden de bedst uddannede og er samtidig/heldigvis anderledes tænkende end mænd.

Hvis bestyrelserne i vore små og mellemstore virksomheder skal kunne bidrage med noget konstruktivt, udfordre direktionerne og medvirke til at skabe innovation og vækst, så må vi have nogle bestyrelser, der kan udfordre, tænke anderledes, netværke, se nye muligheder, markeder etc. - kort sagt være mere udviklingsorienterede.

Mange siger, at bestyrelsesmedlemmer skal rekrutteres fra ledelseslagene, og da der ikke er så mange kvindelige ledere i DK, så kan vi ikke få så mange kvinder i bestyrelser.
HVORFOR spørger jeg? - hvorfor skal alle bestyrelsesmedlemmer have ledererfaring? - kunne det måske ikke tjene en virksomhed bedre at have en bestyrelse, hvor der er flere forskellige kompetencer; nogle med ledererfaring, nogle med økonomisk indsigt, nogle med erfaring med specifikke markeder/lande/brancher, nogle med viden om salg, marketing, netværk, sociale medier osv.

For at få endnu flere professionelle bestyrelser vil jeg her opfordre til og også selv fremadrettet arbejde for at sammensætte bestyrelser, hvor medlemmernes kompetencer afspejler de udfordringer, virksomhederne står overfor. Så vil der uvilkårligt komme flere kvinder i bestyrelserne som vel at mærke vil kunne bidrage positivt til virksomhedernes udvikling og vækst!

Og en opfordring til alle jer kompetente kvinder; gå ud i netværkene og gør opmærksom på jeres kompetencer - og på at I faktisk er interesserede i bestyrelsesposter (vi bliver ikke spurgt, hvís ikke netværket ved, at vi er interesserede! - de kan jo ikke læse vores tanker). Og vær heller ikke blege for at pege på hinanden som mulige bestyrelsesemner - ikke som i at vi behøver at anbefale hinanden, men som i at kvinder også skal huske at spille hinanden på banen.


Faktisk har jeg lige rekrutteret til en bestyrelse. Efter en proces med analyse af virksomhedens fremtidige udfordringer og definition af hvilke bestyrelsesprofiler, de dermed har brug for, afsøgte jeg netværket og netværkets netværk - og alle medlemmerne er nu kvinder. De var simpelthen de mest kompetente i forhold til virksomhedens udfordringer og ønsker til medlemmernes værdier og erfaring, så...

Vi ses derude i netværkene og bestyrelserne!

fredag den 20. april 2012

Ny trend: Motionsnetværk!

Motionsnetværk er på vej frem, og vi kommer til at se rigtigt meget til dem i de kommende år.
Som jeg også udtaler i "I Form"  6/2012, så; "Al respekt for lækre konferencefaciliteter; Motion kan noget, som selv de smarteste PowerPoint-præsentationer og nydesignede mødelokaler ikke kan".

Motion - det at bruge kroppen - sætter os mere frie, og gøre os mere kreative og umiddelbare. Samtidig gør det, at vi er sammen på en anden måde, at vi er mere åbne over for at bruge hinanden - den ene hjælper måske den anden med løbeteknikken, mens den anden så giver input tilbage om gode styrketræningsøvelser i forhold til løb osv. Og netværk handler jo netop om både at give og tage. Sørg for at der er en balance i netværket - byd ind med det du kan og modtag hjælp, der hvor du har brug for det!

Motionsnetværk er ikke formaliseret - endnu - måske bliver de det også, som så mange andre netværksformer.
Så indtil videre er mit råd, hvis du er interesseret i et motionsnetværk, så find nogle, der deler din interesse for motion/en specifik sport/udfordringer indenfor et motionsområde, og etabler så et netværk. Det er vigtigt at I er enige om, at I ikke behøver at være/blive venner, men at I mødes om jeres interesse, giver den gas på jeres events, og at I ikke hverken undervejs eller bagefter behøver at pleje relationen. Lad det at arrangere jeres events gå på tur, sæt en økonomisk ramme, aftal antal events pr. år og rammerne for jeres events, så er I godt igang...
Hvis du ønsker at læse om et spændende motionsnetværk og mere om mine tanker omkring motionsnetværk - vil jeg anbefale artiklen "Vi flytter grænser, hver eneste gang vi mødes" på side 75-77 i I Form 6/2012 (12/4-2/5)

God fornøjelse med dit motionsnetværk!

fredag den 13. april 2012

Et netværksråd.

Netværk handler om vidensdeling og kontaktskabelse - ikke om anbefalinger!
Lad os derfor fokusere på at udveksle viden og kontakter, så vi kan hjælpe hinanden videre på vejen mod vores mål...
God weekend!

fredag den 6. april 2012

JUNGEs blog version 2.0

Så er tiden inde til at genoptage bloggen. Min virksomhed nærmer sig sit 10 års jubilæum, og har siden sin start udviklet sig positivt indenfor både Netværk, Virksomhedsudvikling og Karriererådgivning - og jeg er nu ved at udvide med endnu et forretningsområde; Bestyrelsesarbejde - både som bestyrelsesmedlem og som konsulent på opbygningen af professionelle bestyrelser.
JUNGE er stadig en 100% netværksbaseret virksomhed, jeg har en lang række kompetente samarbejdspartnere og sætter altid det rette hold ud fra opgavens art og kundens situation.
Her i 2012 er det planen at etablere en afdeling af JUNGE i København for at være tættere på kunder, samarbejdspartnere og ikke mindst de mange nye innovative fora som JUNGE kan bidrage med viden og input til...

Med basis i denne udvikling vil jeg fremover anvende bloggen til at give dig mine input/kommentarer omkring virksomhedsudvikling, karriere, bestyrelsesarbejde, netværk og andre aktuelle emner.